Det er nu tre måneder siden jeg skiftede job. Og først nu mærker jeg hvor godt det er for mig. Når man sidder "i det" mærker man ikke helt hvor slemt det er.
Jeg havde søgte et job som afdelingssygeplejerske, december 2011. Jeg skulle være med til at starte en ny afdeling op.
Vi startede januar 2012, jeg fik ca. 10 personaler fra medicinsk -, kirurgisk- og ortopædisk afdelinger med, samt vi ansatte 10.
Vi skulle starte afdelingen i en "gammel" sengeafdeling, mens vores nye afdeling blev bygget. Personalet var utrolig engageret, det var en meget hård start. Afdelinger og læger ville overhovedet ikke samarbejde med os, det var som om det var os der havde fundet på konceptet FAM = Fælles Akutmodtagelse. Men det er jo et nationalt projekt.
Der var manglende opbakning fra andre specialer, de opfattede os som nogen der havde taget deres senge og deres personale. Tilmed forventede de, at det antal senge de havde afgivet, havde de krav på at kunne belægge i FAM, vi tog jo bare i mod alle patienter at lagde dem i en ledig senge... hvis der var sådan en. For alt for ofte var der ikke senge nok, og der var svær overbelægning.
Efter de første seks måneder blev vi opnormeret med 5 senge, og i løbet af første sommer blev der ansat mere personale.
Inden 2012 var omme, fik jeg at vide, at fra 2013 skulle jeg være Klinikleder, jeg blev ikke spurgt om jeg ville, ej heller fik jeg at vide hvad det indebar.
Det kom til at indebære, at de to afdelinger i Akutafdelingen faktisk skulle være én. Både personale og ledelse skulle kunne gå på tværs. Jeg havde på det tidspunkt 38-40 personaler der refererede direkte til mig, men nu skulle jeg så også have de ca. 40 personaler der var i skadestuen.
Som konsekvens heraf blev jeg bedt om, af min ledelse, at være fire måneder i skadestuen, og kun have fremmøde der. Det var en opgave jeg ikke ønskede, men var loyal, og påtog mig opgaven. Dog diskuterede jeg med ledelsen, og fik svar "de har godt af en Marianne Giebner i skadestuen". Jeg ved godt, at jeg havde en anden lederstil end min sideordnede kollega, det var så utrolig psykisk belastende, ligefrem at skulle præstere noget negativt.
Og jeg forstår det stadig ikke, for ser jeg stillings opslag fra de andre FAM ér i region Syddanmark, så har de stadig både en sengedel og en skadesdel, og det skulle jo lige netop være ens på alle FAM´er.
Vi flyttede i nye lokaler september 2015, jeg tænkte det kunne ikke være så hårdt som sidste gang, men det var næste værre.
For der var enestuer, en kæmpe afdeling, der fysisk var svær at overskue. Personalet så kun de to-tre andre personaler de delte kontor med i vagten, de vidste ikke hvem der var på vagt i den anden ende af afdelingen. Og det var været det sociale sammenhold der har været "kittet" i den afdeling.
Vi fik cardiologi ind i afdelingen, og aldrig har jeg da oplevet så "Selv-fede" - læger. De var direkte onde ved sygeplejerskerne, hvis der var noget de ikke lige kunne finde ud af. Sygeplejerskerne var virkelig interesseret i at lære, men læringen kan ligge et meget lille sted når man bliver bange og nervøs for at bliver overfuset.
Vi var pressede, jeg var presset.
Jeg havde nu et personale span på 53, samt de 50 de var knyttet til skadedelen, vi var to klinikledere.
Min hverdag gik med at dække vakante vagter, der var et dagligt fremmøde på ca. 35 personalet, det er mange, og ofte er der jo nogen syge.
Når nogen var syg i dagvagt, var det ofte mig der tog tjansen som Flowmaster, samtidig med at jeg dækkede vagter / lavede løn, og de ugentlige gøremål.
Jeg hadede fredage, for der var altid nogen syg til weekenden, og på en akutafdeling kan man ikke bare lade vagten ubesat, ofte var der nogen der meldte sig til en ekstra vagt, men jeg har også været ude og skulle pålægge personale at tage vagter i deres fri-weekend. det er ikke sjovt at blive kaldt ind i sin fri-weekend, når man iforvejen arbejder hver anden weekend.
Trods det var der ofte for lidt personale.
Der var konflikter med læger, med andre afdelinger. i vores egen afdeling mellem personalet i de to afsnit. Og det var der HVER dag.
Jeg måtte væk inden jeg blev ødelagt af alt det. Jeg ved jeg er en god leder, det vidner Medarbejdertilfredshedsundersøgelserne(MTU), der har jeg hvert år ligget på >4,5, ud af det højeste på 5.
Selv min egen fagforening modarbejder FAM, det kan man bare se i dagspressen. Det er som om vi som ledelse vil vores personalet det ondt. DSR var konstant på nakken af os. Men jeg har ikke set hvad de har gjort for at blive hørt nationalt. De hakker på den daglige ledelse, hvad med regeringen som har besluttet at alle patienter skal ind ad samme indgang?
Der er ledelse af sygehuset og i regionen der bruger penge på sig selv, hvor disse penge kunne være brugt på kerneopgaven, patienterne..
Carl Holst, og læger / leder der får helt ublu lønninger.
Jeg søgt og fik job som Visitator i Tønder Kommune.
En anden verden for mig, men ingen ledelse. Måske aldrig mere ledelse..
Men søndage er nu blevet til dejlige dage.
I dag har jeg gjort alt det, jeg rigtig godt kan lide at gøre...
Jeg løbet.
Skal holde mig i gang, satser på et eller to 1/2 marathons til næste år.
Lavet mad til næste uge.
Skrællet en par kilo æbler, som jeg bruger til grød og kage.
Og lavet 10 ruller brunkagedej, det skal ligge et par uger i køleskab før de bages.
Også har jeg da passet mine dejlige hønsedamer.
Maranhøne fra maj i år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar